
Kunder i alle danske banker, der udsteder Visa/Dankort og Mastercard Dankort, kan nu endelig betale med Dankort i Apple Pay. De sidste banker er nemlig også blevet klar til at tilbyde deres kunder at lægge deres Dankort i Apple Pay.
Det er en god nyhed for de danske erhvervsdrivende, da flere mobilbetalinger dermed bliver til Dankort transaktioner, hvilket i langt de fleste tilfælde er billigst.
Har man ikke kunnet betale med Visa/Dankort i Apple Pay længe?
Jo, dine kunder har haft mulighed for at betale med deres iPhone i et stykke tid. Men det er nyt, at kunder i alle danske banker nu kan betale med Dankort via Apple Pay.
Kunderne har hele tiden haft mulighed for at lægge deres Visa/Dankort i Apple Pay, men indtil nu har det kun været Visa-delen af kortet, der blev brugt, hvis ikke deres bank tilbød Dankort i Apple Pay, hvilket betød, at betalingerne blev behandlet som Visa-betalinger.
For dine kunder er det typisk ligegyldigt, hvilket kort de bruger, men for dig har det sikkert haft betydning, da omkostningerne ved at acceptere betalinger med andre kort end Dankort ofte er højere – især i takt med, at flere og flere vælger mobilbetaling.

Trin-for-trin-guide:
Vil du guide dine kunder til, hvordan de aktiverer Dankort i Apple Pay, så kan du fortælle, at de skal gøre sådan her:
- Gå til appen ”Wallet” på din iPhone
- Tryk på ”+”
- Tilføj dit Visa/Dankort
Har de allerede lagt deres Visa/Dankort i Apple Pay, så skal de tjekke, om de kan se Dankort logoet på kortet på mobilen. Kan de ikke det, skal de slette kortet og lægge det ind på ny for at kunne betale med Dankort.
Synliggør Dankort i Apple Pay
Hvis du vil synliggøre over for dine kunder, at du tager imod Dankort – også i Apple Pay – kan du bestille gratis materialer til din butik her: https://forms.office.com/e/Tg9v1C8txF





