
Therese Sofie Studsgaard Mogensen afsluttede sin uddannelse som bager med svendeprøve i juni 2026. Kort før havde hun deltaget i DM i Skills, en oplevelse, der udfordrede hende både fagligt og personligt, og som har givet hende et markant løft som håndværker.
Det hele begyndte, da Thereses faglærer foreslog, at hun skulle stille op.
”Jeg skulle lige tænke over det, for det er noget, man skal lægge rigtig meget tid i. Men jeg syntes også, det var en fed mulighed. Og virkelig fedt, at nogen kiggede på mig og sagde: Det er du god nok til.”
”Jeg stod bare og tænkte: Hold da op. Så god gad jeg godt være”
DM i Skills var ikke helt ukendt for Therese. Hun har nemlig tidligere været med som runner for kokkekonkurrencen, hvor hun hjalp deltagerne med praktiske opgaver og sørgede for opvasken. Men hun brugte også tiden på at følge bagerne og konditorerne på sidelinjen.
”Jeg stod bare og tænkte: Hold da op. Så god gad jeg godt være. Tænk, hvis jeg kunne nå det potentiale.”
”Presset på et helt andet niveau end i bageriet”
Da muligheden så bød sig, takkede hun ja. Ikke mindst fordi, hun så konkurrencen som en oplagt forberedelse til svendeprøven, hvor der også er stort tidspres og mange produkter, der skal gå op i en højere enhed.
”Jeg vidste godt, at jeg ville blive presset på et helt andet niveau end i bageriet og jeg var spændt på, hvordan jeg ville håndtere det. Og så var jeg også lidt nervøs for alle tilskuerne. Men heldigvis fandt jeg ud af, at jeg godt kunne bevare mit fokus.”
Samtidig blev konkurrencen en mulighed for at lære andre unge fagfolk at kende.
”Man får faktisk talt en del sammen, især uden for konkurrencen, når man spiser eller slapper af. Det var virkelig hyggeligt.”
”Jeg kunne se, at jeg faktisk klarede mig rigtig godt”
Under konkurrencen oplevede Therese flere øjeblikke, hvor hun mærkede, at tiden til forberedelse var givet godt ud. Især arbejdet med skuestykket står klart i hendes hukommelse.
”Jeg kunne se, at jeg faktisk klarede mig rigtig godt og holdt både mål og vægt. Det var ikke alle, der gjorde det.”
Der var dog også udfordringer undervejs. Da skuestykket skulle samles, drillede dejen, og tekniske problemer med ovnene skabte ekstra pres.
”Men så må man bare finde noget omstillingsparathed frem. Det er jo bare sådan, det er. Tingene går ikke altid som planlagt.”

”Det har virkelig givet mig et fagligt skub”
Netop evnen til at omstille sig er noget af det vigtigste, hun tager med sig fra konkurrencen.
”Det har virkelig givet mig et fagligt skub. Mit tempo er blevet højere, jeg er blevet mere sikker i håndværket, og når der sker noget uventet, så står jeg ikke stille. Så går jeg bare videre med noget andet.”
Selve konkurrencen var præget af et konstant tidspres.
”Min tidsplan holdt heldigvis til sidst, fordi jeg lykkedes med at flytte rundt på nogle ting undervejs. Men jeg vil gerne indrømme, at der var mindst én gang, hvor det var tæt på, at jeg ikke nåede det.”
Mødet med publikum
Selvom presset var stort, husker hun især den positive stemning og mødet med publikum.
”Da jeg så alle tilskuerne foran bordet, tænkte jeg godt nok: Hold da op, det er mange. Men folk kom med ros og gode kommentarer, og det varmede faktisk rigtig meget.”
Særligt børnene gjorde indtryk.
”Når de pegede på noget og sagde: ’Den der kan jeg bedst lide’, så blev man altså glad. Det var ret fedt.”
”Jeg er blevet meget bedre til at tackle modgang og finde løsninger”
For Therese har DM i Skills ikke kun styrket fagligheden. Oplevelsen har også gjort hende mere robust og sikker på sig selv.
”Jeg er blevet meget bedre til at tackle modgang og finde løsninger. Mere omstillingsparat, tror jeg.”
Samtidig har hun opdaget værdien af grundig planlægning.
”Jeg har virkelig lært at elske planlægning. Der er så mange processer, man hopper ind og ud af hele tiden. Hvis det hele skal køre, så er god planlægning bare afgørende.”
Stor opbakning fra mester
Også personligt har hun rykket sig.
”Jeg har aldrig været verdensmester til at lære nye mennesker at kende. Det er jeg måske stadig ikke, men jeg er helt klart blevet bedre til det. Det er faktisk ret dejligt.”
En vigtig del af succesen skyldes opbakningen fra hendes mester i Nytorvs Konditori, Frank Nielsen Skou.
”Det har betydet rigtig meget, at Frank sagde: ’Ja, jeg synes, du skal med.’ Og at han så gav mig tiden til det.”
I fire uger kunne Therese forberede sig på skolen uden samtidig at skulle møde i bageriet.
”Det er bestemt ikke alle, der får den mulighed. Man skal ikke undervurdere, hvor meget det betyder, når ens mester tror på én. Den tillid har betydet virkelig meget.”
”Tro på dig selv, lav en god tidsplan – og følg den.”
Hvis andre lærlinge får muligheden for at stille op, er hendes råd klart:
”Gør det. Det er hårdt arbejde, men du lærer en masse. Og det er en stor oplevelse at være sammen med de dygtigste i sit fag. Så hvis du får chancen, så grib den.”
Gode konkurrencer tiltrækker lærlinge
For Therese er DM i Skills også vigtigt for hele branchen. Hun ved nemlig selv, hvilken betydning det kan have at se dygtige fagfolk i aktion.
”Jeg ved, hvad det betød for mig, da jeg var runner. Det er en kæmpe motivation at se, hvor langt man faktisk kan nå.”
Hvis hun skal opsummere sin oplevelse med få ord, er budskabet enkelt:
”Tro på dig selv, lav en god tidsplan – og følg den.”
Bonusinfo: Therese endte med at vinde konkurrencen om DM i Skills 2026 for bagerne😊

Vil du vide mere om Thereses læreplads Nytorvs Konditori? Så besøg deres hjemmeside her: Nytorvs Konditori




