Så kan du godt spænde styrthjelmen, for nu gi’r vi den gas
Jysk Fynsk Bager- og Konditormesterforening inviterer til Bagermestertræf den 6. og 7. oktober i Lemvig – og i år skal gashåndtaget for alvor i bund.
Så tag med og mød nye og gamle kollegaer, venner og medlemmer. Det bliver et par dage med god hygge, masser af humør, nye (og gamle) røverhistorier og selvfølgelig en masse fagligt indhold.
Lige nu skal du bare sætte kryds i kalenderen, for det endelige program ligger først klart i løbet af august.
Men, men men… Du får lige et par godbidder, som burde få dig til at ringe til Hanne i BKD med en tilmelding allerede nu.
Vi mødes søndag den 6. oktober kl. 12.00 og så tager vi på Ø-hop til Venø. Ikke med taxa eller bus, næ vi skal på roadtrip på Puch Maxi med mælkekasse bagpå og det hele. Frokosten har vi med på knallerterne 😊
På Venø skal vi besøge Venø Seafood og smage både østers og champagne.
Der vil være overnatning på Hotel v. Fjorden i Lemvig.
Om mandagen bliver der fagligt indhold fra leverandører og som rosinen i pølseenden har vi fået håndboldspilleren Lars Christiansen til at komme forbi og fortælle om sin tid i håndbold.
Vi slutter dagen med frokost og kører hjem. I bil 😊.