
Formand for BKD, John Jønsson, skriver mindeord om Poul Gunner Sørensen
Tidligere direktør i AKBC – Arbejdsgiverforeningen Konditorer, Bagere og Chokolademagere – Poul Gunner Sørensen er død, 75 år gammel.
Mange unge bagere og konditorer kender nok ikke Poul Gunner. Men de ser hans spor ofte og mange steder. Tag blot den store årlige branchekonkurrence ”Danmarks Bedste Brød & Kager”. Konkurrencen blev præsenteret første gang i 2000 af Poul Gunner, og den er stadig et vigtigt udstillingsvindue for branchen – ikke mindst for den unge del af branchen.
Poul Gunner Sørensen var konditor med stort ”K” og drev gennem mange år det legendariske bageri Trianon i Herning.
Sygdom tvang i 1992 Poul Gunner til at opgive bageriet. Men heldigvis ikke branchen. Sammen med en række andre ildsjæle stiftede han nemlig AKBC, der kom til at spille en central rolle i udviklingen af organiseringen i bager- og konditorbranchen. Som direktør for AKBC stod han gennem årene i spidsen for arbejdsgiversiden i overenskomstforhandlinger og arbejdsretlige spørgsmål og repræsenterede medlemskredsens virksomheder i dialogen med fagbevægelsen.
For Poul Gunner var branchens ve og vel hans kompas. Derfor var han også en vigtig drivkraft i den organisatoriske forandring, hvor AKBC i 2012 blev ført ind som en del af BKD. Med blik for branchens fremtid og behovet for stærkere fælles strukturer medvirkede Poul Gunner aktivt til at samle kræfterne og sikre, at den danske bager- og konditorbranche blev samlet i BKD.
Poul Gunner Sørensen kendte branchen indefra og havde en klar forståelse for de vilkår og udfordringer, som bager- og konditorvirksomheder møder i hverdagen. Det prægede hans arbejde og gav ham en troværdig stemme i både forhandlinger og strategiske beslutninger.
Hans indsats fandt sted i en tid med store forandringer på arbejdsmarkedet, hvor mange mindre arbejdsgiverforeninger blev afløst af nye samarbejdsformer. Poul Gunner Sørensen var med til at sikre, at bager- og konditorbranchen stod samlet og stærkt gennem denne overgang.
Poul Gunner vil blive husket som en engageret og markant skikkelse i vores branche, og som en af dem, der stod fadder til det BKD, vi kender i dag.
Poul Gunnar Sørensen døde i Silkeborg den 29. januar 2026. Han efterlader sig hustru Kamma Sørensen, som han nåede at fejre guldbryllup med, to døtre og fire børnebørn.
Æret være hans minde.
Poul Gunnar Sørensen begraves fra Vestre Kapel i Herning lørdag den 7. februar kl. 11.00.





