
BKD har sat branchetalentet Nicolai Brøndum (med en DM i Skills-titel på samvittigheden) i stævne til en ambitiøs snak om passionen for samt arbejdet med verdens bedste håndværk, vi alle bærer et ansvar for at sælge så godt som muligt til især de unge mennesker, der står over for flersporede karriereveje.
1. Hvornår tænkte du første gang, at bager/konditorhåndværket muligvis ville være noget for dig – og hvad gjorde du så?
“Mine forældre ejer og driver Brøndums Bageri i Herning på 26. år, så branchen er under huden på mig. Det er mit liv, og det hele er vildt spændende. Det har ligget i kortene, siden jeg var lille, at jeg skulle gå bager/konditorvejen.”
2. Hvad drømmer du om at opleve og opnå i branchen?
“At vinde nogle flere fagkonkurrencer og positionere Brøndums Bageri som et af landets bedste.”
3. Hvem vil du gerne rose/takke i forhold til den udvikling, du håndværksmæssigt har været igennem?
“Jeg vil gerne uddele store roser til min læreplads og UCH Holstebro. Parterne har sammen skabt de perfekte rammer for, at jeg kunne udvikle mig.”
Kort og godt
- Fulde navn: Nicolai Brøndum.
- Alder: 23 år (juni 2023).
- Profession: Bager og konditor.
- Uddannelse: Bager, skole = Uddannelsescenter Holstebro, læreplads = Brøndums Bageri / bestod bagersvendeprøven i august 2021 (bronze) + konditor, skole = ZBC Ringsted, læreplads = Brøndums Bageri / bestod konditorsvendeprøven i januar 2023 (guld).
- Instagram-handle: @nicolaibrondum.
- Kælenavne blandt venner: Nico.
- Største fritidsinteresser (foruden brød og kager): Træning, familie og venner.
4. Når du forsøger at overbevise andre unge mennesker, bekendtskaber og venner om at søge ’vores vej’, hvad slår du så på?
“At det er et fag, hvor man får lov til at være kreativ og fordybe sig i tingene. Vi er i en branche med stor respekt for og prestige i at gøre tingene ordentligt.”
5. Hvilke tre bager/konditor-redskaber er favoritterne?
“Paletkniven, rette chokoladeform og så et forklæde, som sidder godt.”
6. Hvornår – og i hvilken anledning – har du hidtil haft den vildeste oplevelse i vores fag?
“Den største præstation og vildeste oplevelse, jeg har haft, er helt sikkert min konditorsvendeprøve. Jeg trænede hårdt op til prøven, og alt forløb perfekt på dagen. Derfor var det også en kæmpe forløsning for mig at blive hædret med en guldmedalje.”












