
Den 1. april overtog 18-årige Aaron Holm fra Sjælland Pandrup Bageri. Men knægten er ikke alene i butikken. Aaron har nemlig ansat sin far, bagermester Heinrich Holm.
”Min far har haft bageri på Sjælland, og efter at have hjulpet til der, har det altid været en drøm for mig at få lov til at arbejde sammen med far i mit eget bageri,” siger Aaron og fortsætter:
”Så da chancen bød sig i Pandrup, ja, så slog jeg til.”
Far er læremester
Aaron er endnu ikke udlært bagersvend, men det bliver han. Samarbejdet med far Heinrich er nemlig skruet sådan sammen, at Aaron ikke alene er ejer og chef – han er også lærling i bageriet.
”Selvfølgelig bliver det hårdt med skole og det hele. Men én ting er sikker: Det er mig, der bestemmer, så jeg skal nok få fri til at passe skolen.”
Drømmen om de gode produkter
Trods sine kun 18 år har Aaron en klar drøm med sit nye liv. Og det handler om faglig stolthed.
”Jeg drømmer om, at jeg kan stille mig ud på gaden, kigge på min butik og så bare være stolt af bageriet og produkterne. Det er dér, jeg vil hen.”
Alt for få bagerlærlinge på hylderne
Bagerlærlinge har vi ikke for mange af. Og spørger man Aaron, så er der især én ting, som han mener afholder unge fra at gå bagervejen.
”Arbejdstiden spiller helt sikkert ind. Når man er ung, vil man gerne have et liv ved siden af arbejdet, og så kan det godt være nogle udfordrende arbejdstider i bageriet,” siger Aaron.
Held og lykke fra BKD
Fra BKD letter vi på hatten over Aarons gåpåmod og byder velkommen i branchen og i brancheforeningen. Vi ved, at Aaron vil møde udfordringer – men vi ved også, at Aaron og hans far ved, at når det sker, så har de nummeret til BKD. Og de er altid velkomne til at ringe.

Link til Pandrup Bageri
Vil du vide lidt mere om Pandrup Bageri? Så er link deres Facebookside her: Pandrup Bageri på Facebook