Af John Jønsson, formand for BKD (Bager- og konditormestre i Danmark)
Solen skinner, sommeren er på vej, isen drypper fra vaflen ned på fortovet. Livet er dejligt. Vi lever i verdens bedste land. Vi lever i et samfund, der bygger på tillid. En tillid til samfundet, autoriteter, myndigheder og politikere. En tillid, vi har fået ind med modermælken.
Eller det gjorde vi i hvert fald.
Valget og det nye Folketing har sat os alle i en ret principiel situation. Og ja, du har gættet rigtigt. Vi taler denne gang om chokoladeafgiften.
Men det her handler ikke om chokolade. Det handler om, hvad vi som samfund kan regne med. Afskaffelsen af chokoladeafgiften var ikke en løs tanke. Den blev meldt klart ud. Den blev skrevet ind i finansloven. Og virksomheder begyndte at indrette sig derefter.
Det handler om at klokkeklare aftaler droppes to minutter inden den sidste underskrift.
Og om at (nogle) politikere på den ene side lover mindre bureaukrati, mere tillid og bedre vilkår for at drive virksomhed, og så alligevel på den anden side fastholder en 102 år gammel afgift, som de selv og myndighederne beskriver som administrativt tung, og som regeringen selv tidligere ville afskaffe for at gøre hverdagen billigere. Det er utroværdigt.
Kan vi stole på vores politikere?
Vi stod med en regering, der entydigt meldte ud, at chokoladeafgiften skulle væk. Det blev skrevet ind i finansloven, virksomheder begyndte at indrette sig – og så forsvinder det hele med et valg. Socialdemokratiet og Moderaterne trak sig fra en færdigforhandlet aftale.
Det er præcis den type slingrekurs, der får os til at tvivle på, om politiske aftaler faktisk gælder, når de bliver ubekvemme.
Det efterlader os alle i en mærkelig position. For hvis man ikke kan regne med noget, der er så langt i processen, hvad kan man så regne med?
Jeg holder af hverdagen
”Jeg giver en is på lørdag, unger. Ikke en lille fedtet champagnebrus – nej, vi tager sgu’ til stranden og får en rigtig vaffelis. Tre kugler med det hele.”
”JUHUU, VI HAR VERDENS BEDSTE FAR 😊”
Spol frem til fredag:
”Nå unger, ked af det, men der bliver alligevel ikke nogen is eller strandtur i morgen.”
”WHAT! Hvorfor ikke?”
”Nej, jeg vil faktisk hellere bruge pengene på en CD med Mozarts Greatest Hits. Det vil I få meget mere glæde af. På den lange bane.”
(Lyden af en dør, der smækker)
Man skal ikke være psykolog for at kunne se, at det ikke er en familie, der ret meget længere baserer sig på tillid.
Det har en pris at løbe fra sine løfter. Alligevel har vi altså nogle politikere – nogle rollemodeller – der mener, at lige præcis den slags værdier; at lave aftaler og så løbe fra dem, er det, vi skal lære vores børn og unge, det vores samfund skal bygge på.
I burde skamme jer.
Ja tak til sund mad – nej tak til nye bøvlede afgifter
Samtidig drøftes nu differentieret moms på frugt og grønt. Intentionen er god. At gøre sund mad billigere giver mening. Men risikoen er åbenlys: At vi erstatter ét komplekst system med et nyt. Flere grænser. Flere fortolkninger. Mere administration. Mere bøvl.
Og det er jo netop det, der er frustrationen med chokoladeafgiften. Det er ikke bare en afgift – det er alt det, der følger med. Registreringer, opgørelser, vurderinger af produkter ned til latterlige detaljer. Det er tid, der går fra drift, medarbejdere og udvikling. Tid, som nogen skal betale for.
Og ingen er vel for alvor i tvivl om, hvem det er? Regningen ryger selvfølgelig videre til kunderne, til helt almindelige mennesker, der står i butikken.
Hvad med tilliden, politikere – næste gang?
Det mest problematiske ved alt dette er signalet.
At man først lover at fjerne noget, som alle er enige om er bøvlet og forældet – og så alligevel holder det i live, når det bliver politisk svært.
Det er dér, tilliden begynder at smuldre.
Ingen beder jo om særbehandling. Vi beder bare om, at aftaler holdes.
