Troels (t.v.) sammen med sin far og bagermester Karsten Strøm

Der er lige så mange grunde til at blive bagerlærling, som der er bagerlærlinge. Vi har spurgt nogle af dem hvorfor, de har valgt bagervejen.
Denne gang er det Troels Strøm fra Koldby Bageri i Thy, der fortæller
.

“Jeg kommer fra en bagerfamilie og har kigget på mine forældre i bageriet, siden jeg var lille. Dengang tænkte jeg bare: ‘Nej tak – alt for mange timer, alt for hårdt arbejde.’

Men så fik jeg et sommerferiejob i bageriet. Og det var faktisk ret fedt. Kort tid efter spurgte min far, om jeg ville i lære – og den prøvetid gjorde udslaget. Jeg sagde ja.

Jeg begyndte som bagerlærling i september sidste år, så jeg er færdig om ca. tre år.

Jeg keder mig aldrig

Noget af det bedste er, at der hele tiden sker noget nyt. Man løber rundt fra den ene opgave til den anden – jeg keder mig aldrig. Okay, måske lige når jeg laver trøfler… de tager evigheder.

Min familie har været bagere siden min oldefar, så det betyder faktisk meget for mig at kunne føre det videre. Og jeg er stolt, når jeg laver et flot produkt – især hvis jeg har været lidt kreativ med det.

Gode kolleger der kan lære fra sig

Jeg har gode kolleger, både i bageriet og i butikken. De er gode til at lære fra sig. Men man kan godt mærke, at det er min far, der har været mester i 40 år.

Det der med natarbejde er også lidt overdrevet. Hos os møder vi på forskellige tidspunkter – jeg møder fx kl. 5.30. Man vænner sig hurtigt til det.

I et bageri er der ikke så meget plads, så man arbejder tæt sammen. Planlægningen går stærkt, og man står aldrig bare og glor – det passer mig fint.

Vi snakker om, at jeg måske skal overtage bageriet en dag, men intet er besluttet. Jeg overvejer også, om jeg skal læse videre bagefter – måske som mejerimester eller noget i den stil.

At være bager er kreativt og selvstændigt

Hvis jeg skal give et råd til én, der overvejer at blive bager? Ring til din lokale bager og spørg, om du må komme i praktik et par uger. Jeg tror, de fleste vil sige: ‘Ja, selvfølgelig.’

Jeg synes, det er megafedt at være bagerlærling. Det er ikke kedeligt fabriksarbejde – det er kreativt og spændende. Mange tror, det kun er konditorer, der er kreative, men det passer ikke. At være bager er også et selvstændigt og kreativt håndværk.”

Vil du vide lidt mere om Troels’ læreplads Koldby Bageri? Så er der link deres Facebookside her: Koldby Bageris Facebookside