Uffe Gertz fra Gertz Danish Bakery i Nyborg

Skadedyr er frygtet af de fleste – men for dem, der arbejder med fødevarer, er det deres værste mareridt. Hele omsætningen står på spil. Det ved Uffe Gertz alt om. Og på trods af stor hjælp fra forsikringen sidder oplevelsen stadig så dybt, at pulsen stiger, hver gang han låser sig ind i sit bageri.

Gertz Danish Bakery i Nyborg er en familiejet virksomhed med stolte traditioner helt tilbage til 1877. Forretningen har altid stået for kvalitet og håndværk og har trofaste kunder i lokalmiljøet – både private og erhvervskunder – samt turister, som kommer og nyder smørrebrød og sandwich i caféen med 50 siddepladser. Selv bygningen fra 1890 oser af stolthed, kvalitet og flot håndværk. Den står stadig med de oprindelige sten og smukke detaljer som stuk og rosetter. Det hele er løbende vedligeholdt og renoveret, og der er bygget til og opdateret efter nutidens standarder. Alligevel kom der ubudne gæster.

– Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle ske for mig. Jeg har altid været omhyggelig med mine arealer og har jævnligt tilsyn fra skadedyrsservice og får bygningsgennemgang én gang året. Og der har aldrig været en finger at sætte på noget, siger Uffe Gertz.

Spor i melet

En morgen, hvor han stod ved ovnen, syntes Uffe Gertz pludselig, at han så noget bevæge sig. Det gik så hurtigt, at Uffe blev i tvivl, om der overhovedet var noget.

For en sikkerheds skyld ringede han til sin skadedyrsservice, som bad ham lægge noget mel ud på gulvet som en test. Næste morgen var der spor i melet.

– Jeg ringede efter skadedyrsservice, som hurtigt kom med en hund. Efter kort tid begyndte den at gø og angav, at der var noget. Kl. 10 lukker jeg butikken og ringer til Fødevarestyrelsen om, at jeg har mistanke om skadedyr. Og så kører det ellers derudad. Vi trækker alle ting ud, og jeg tænker: ”hvad sker der”, fortæller Uffe Gertz.

Hjælp fra en god forsikring

Det viste sig, at der kom rotter ind fra nabogrunden, hvor Uffe Gertz ikke havde daglig adgang til at besigtige, lige som han gjorde med sit eget areal. De kom ind via en mur, som ovnen står opad, og som støder op til naboen.

– Jeg ringede straks til FPR Forsikringsmægler – jeg har min forsikring igennem dem og den løsning, som de har lavet i samarbejde med BKD – og fik fat på Tine Berg. Hun hjalp mig med at anmelde skaden, så alle de rigtige dokumenter og detaljer kom med fra start, og satte mig hurtigt i forbindelse med forsikringsselskabets taksator, Annette Pedersen Buur fra Gjensidige, fortæller Uffe Gertz og fortsætter:

– Annette startede med at sige til mig, at jeg ikke kunne have tegnet en bedre forsikring. Jeg kunne simpelt hen ikke have tegnet mere eller lagt yderligere til, og jeg havde både dækning til udbedring, driftstab mm. Lige dér faldt der en sten fra mit hjerte, for jeg kendte jo hverken skadens forløb eller omfang, eller hvor lang tid jeg skulle holde lukket.

Alle regninger dækket

I 14 dage holdt Uffe Gertz forretningen lukket, mens der blev gjort professionelt rent, muren blev udbedret og fik stålbeklædning på, alle kloakker og brønde kigget igennem, og dele blev udskiftet. Og forsikringen dækkede, som den skulle.

– Jeg havde hele tiden en god dialog med Annette Buur. Hun var altid til at tale med, god til at give ro og tryghed og sagde, at nu skulle vi bare være så omhyggelige, at der ikke kunne ske noget lignende igen. Alle regningerne fra de forskellige håndværkere og rengøringsservice sendte jeg løbende til hende, hvorefter hun overførte pengene. Så når det nu skulle ske, kunne jeg ikke have tænkt mig en bedre forsikring, siger Uffe Gertz.

Tillid og tryghed

Indtil november 2024 havde Uffe Gertz, i de knap 25 år, han havde haft forretningen, aldrig oplevet skadedyr eller andre store skader. Så han indrømmer, at han indimellem har været fristet til at spare på forsikringen.

– Men når Casper Munch fra FPR Forsikringsmægler kommer for at holde vores jævnlige servicemøder, siger jeg hver gang til ham, at jeg skal have det ypperste af skadedyrs- og cyberforsikring. Jeg vil hellere vide, at jeg er dækket, end jeg vil spare. Og jeg må sige, at jeg er meget taknemmelig over, at jeg har en ordentlig forsikring, og jeg betaler godt nok med glæde, griner Uffe Gertz.

Han slutter af med et godt råd til andre, der arbejder i branchen:

– Sørg for at overholde din forsikrings vilkår som fx bygningsgennemgang en gang om året og skadedyrsservice fire gange årligt, så forsikringen dækker, hvis noget skulle ske. Og sørg så for at have en ordentlig forsikring, som den FPR tilbyder, og hvor man i øvrigt taler med de samme, som derfor kender dig og din forretning. Det giver tillid og tryghed, når du står midt i en ubehagelig situation.

Vil du vide mere?

BKD og FPR Forsikringsmægler A/S har udviklet et unikt forsikringskoncept (BKD Forsikring), som tilbydes samtlige medlemmer af BKD. Forsikringskonceptet er placeret i såvel Gjensidige Forsikring som HDI Danmark.

Læs mere om BKD og FPR’s samarbejdsaftale her: FPR Forsikringsmægler