Søgningen og længslen efter surdejsbrød er stor i øjeblikket. Dette mærker ikke mindst Rasmus Petersen, som – efter at have eksperimenteret lidt med surdej under corona-nedlukning nummer et – åbnede sit første bageri i Gelsted (28 kilometer vest for Odense) i 2021. Hils på Rasmus fra Surdejsbrødet her.
(Fotos: Rico Feldfoss)
Salget til restauranter og caféer gik fra første færd strygende, så nu har Surdejsbrødet i stedet – i ekspansionens tegn – slået rødder i det tidligere Odense Chokoladehus i Nørregade 32 = meget centralt i den fynske hovedstad.
Med flytningen til Odense er der virkelig kommet hul på (tillige) privatkunde-afsætningen.
“Tidligere fyldte jeg varebilen i Gelsted, og jeg solgte ALT på torvemarkedet i Odense om lørdagen. Det gav en fin mavefornemmelse for diverse fremtidsmuligheder. Og denne holder heldigvis stik. Humlen er at finde det rette snit og balancere evner samt kapacitet, således merproduktionen ikke går ud over kvaliteten,” siger Rasmus Petersen.
“Hvis jeg skulle sove i timen, er der kontant afregning. Surdej levner ikke plads til fejl eller autopilot,” supplerer Rasmus Petersen.
Status p.t. er: Alt går godt, og salget i Odense flugter budgettet. Selv på en kold, blæsende, grå tirsdag er afsætningen (som minimum) på niveau med et solrigt weekend-døgn i de tidlige torvemarkedstider i 2021.
Surdejskonceptet er ret beset den ældste hævemetode, vi kender, og metoden er opfundet længe før, vi danskere fik travlt i det omfang, vi har i dag. Surdej er lig ’slow food’.
“Tid og opmærksomhed er de væsentligste kodeord. Hver eneste dag kan der komme nye udfordringer snigende – dejen opfører sig forskelligt afhængig af årstiden, svingende luftfugtighed, antallet af mælkesyrebakterier og vilde gærceller i skaldele fra kornet, i luften og på huden. Det er helt modsat gær, som virker hver gang, uanset om man har handlet i Netto, Kvickly eller Brugsen,” siger Rasmus Petersen, der har indmeldt Surdejsbrødet som en del af branchefællesskabet i BKD.
Hvorfor det?
“Det hele startede tilbage i Gelsted, hvor min udlejer, Peter Kofod (Marenco), fortalte mig, at Henrik Jellev Madsen fra BKD ville være en rigtig god mand at tage en snak med. Både i forhold til opstart, egenkontrol og anprisning af økologi. Og det er lige nøjagtig det, jeg har fået uvurderlig hjælp til,” siger Rasmus Petersen.
Hvad forventer du af medlemskabet?
“At jeg bliver ved med at modtage god service, svar og rådgivning. Jeg tror ikke, jeg var kommet hertil, hvor jeg er i 2024, uden BKD’s hjælp,” siger Rasmus Petersen.
Kort og godt
- Virksomhedsnavn: Surdejsbrødet
- Adresse: Nørregade 32, st. th., 5000 Odense
- Indehaver: Rasmus Petersen, 31 år
- Telefon: 61651753
- E-mail: mail@surdejsbrodet.dk
- Web: www.surdejsbrodet.dk
- Facebook: @Surdejsbrødet
- Instagram: @Surdejsbrodet
- Åbningstider: Tirsdag-fredag (07.00-17.00), lørdag (07.00-14.00), søndag og mandag (lukket)