Hovedresultater fra rapporten

Hovedresultater fra rapporten

Kortlægningen tegner et billede af en branche, der på én gang er præget af stærkt fællesskab, høj faglig stolthed og nogle sejlivede udfordringer, som stadig sætter spor i hverdagen.

BRANCHENS STYRKER


Aldersdiversitet er en styrke – ikke en generationskamp
Branchen spænder bredt aldersmæssigt, men i modsætning til en udbredt myte opleves det ikke som en generationskamp.
Tværtimod ser 51 % aldersforskelle som en fordel, og 74 % oplever at blive taget alvorligt af andre aldersgrupper end deres egen.
Kortlægningen tegner et billede af en branche, der på én gang er præget af stærkt fællesskab, høj faglig stolthed og nogle sejlivede udfordringer, som stadig sætter spor i hverdagen.

Stærkt kollegaskab og samarbejde

Fællesskabet står stærkt: 76 % oplever et godt sammenhold blandt kollegaer, og 60 % peger på et velfungerende samarbejde mellem butik og produktion. Det er tydeligt, at relationerne er en bærende kraft i hverdagen.

Solid ledelse – og ledere, der selv trives
Tre ud af fire (76 %) vurderer deres leder som dygtig, og blandt lederne selv er 87 % glade for deres job. Det giver et godt udgangspunkt for at løfte arbejdsmiljøet yderligere.

Motivation drevet af faglig stolthed
Det er håndværket, der driver værket. Mange motiveres af at skabe noget med hænderne, levere kvalitet og udvikle nye produkter. Konkurrencer og faglige events spiller også en vigtig rolle for engagementet.

Jobglæde – uanset arbejdstid
Selvom arbejdstiderne kan være skæve, er jobglæden stabil. Der er stort set ingen forskel på trivsel mellem dag- og natarbejde.

Stressniveauet er ikke højere end andre steder
På trods af travlhed og højt tempo føler 86 % sig sjældent eller aldrig stressede. De travle højsæsoner opleves ikke kun som en belastning, for mange giver de også energi og faglig tilfredsstillelse.

BRANCHENS UDFORDRINGER

En mindre – men vigtig – gruppe mistrives
13 % er ikke glade for deres job, og 14 % oplever ofte stress på arbejdet. Det er ikke flertallet – men det er en gruppe, der ikke må overses.

Jobglæden er en smule efter de andre brancher
Selvom mange trives, ligger jobglæden i branchen lidt under landsgennemsnittet. Det kan hænge sammen med forhold i arbejdsmiljøet, som adskiller sig fra andre brancher.

Den hårde tone lever stadig
22 % oplever en hård tone hver måned eller oftere. Den kommer fra både kunder, kollegaer og ledere. Samtidig føler op mod hver tredje sig ikke opbakning fra ledelsen i svære kundesituationer. Der lever stadig en fortælling om, at “sådan er det bare i branchen” – og den kan være med til at fastholde en kultur, der slider.

Feedback halter – især den positive
Medarbejderne vil gerne have mere og bedre feedback. Ikke kun når noget går galt, men også når noget lykkes. I dag opleves feedback ofte som sporadisk og skævt fordelt.

Svag tilknytning til branchen
Selvom mange er glade for deres arbejde, overvejer hver fjerde (23 %) at skifte job inden for et år, og hele 82 % af dem kigger væk fra branchen. Det peger på en udfordring med tilknytning der kan koste branchen dyrt i både tid og penge.

HENT HELE RAPPORTEN HER

Tilbage til Rapportens Resultater

Tag fat i rådgivningsteamet hvis du har spørgsmål

Ring

3263 0400

Send e-mail

info@bkd.dk