BKD har sat branchetalentet Julie Victoria Schier Kirkegaard (med to DM i Skills-titler på samvittigheden) i stævne til en ambitiøs snak om passionen for samt arbejdet med verdens bedste håndværk, vi alle bærer et ansvar for at sælge så godt som muligt til især de unge mennesker, der står over for flersporede karriereveje.
1. Hvornår tænkte du første gang, at bager/konditorhåndværket muligvis ville være noget for dig – og hvad gjorde du så?
“Historien begynder allerede før min tid, da begge mine forældre er bageruddannede. De mødte hinanden i et bageri i København, og det glædelige resultat blev så mig et par år derefter. Imens jeg voksede op, valgte mine forældre dog andre professioner. Men deres passion for at bage er plantet i mig. Jeg har altid været bageglad og glad for at kreere lækre ting til mennesker omkring mig. Da jeg stod og skulle vælge uddannelse, var bager imidlertid ikke mit førstevalg, men snarere en hobby. Jeg besluttede derfor at påbegynde en gymnasial STX-uddannelse. Kort efter indså jeg blot, at jeg nok er meget bedre med mine hænder. Ved en tilfældighed kendte vi en lokal bager, som manglede en elev – og så greb jeg chancen. Dernæst (gen)udviklede min interesse sig eksplosivt. Allerede på mit første hovedforløb stod det klart for mig selv, lærerne og mine kammerater, at jeg sparkede røv, hvilket kickstartede Skills-eventyret.”
2. Hvad drømmer du om at opleve og opnå i branchen?
“Jeg har to store drømme. Den ene er at rejse og – ad den vej – lære så meget som muligt fra forskellige typer af bagerier. Jeg vil opleve nye smage og metoder, jeg ikke er vant til. Det kunne være fedt at bringe danske bagetraditioner ud i verden og verden hjem til Danmark. Jeg drømmer også om at skabe mit eget kvalitetsbevidste sted med produkter, der glæder andre mennesker. Jeg er ikke helt afklaret, hvad angår type og koncept. Det kan altså være alt lige fra et lille mikrobageri til en skøn, lokal café eller lignende.”
3. Hvem vil du gerne rose/takke i forhold til den udvikling, du håndværksmæssigt har været igennem?
“Lærerne på UCH. Deriblandt ikke mindst Lars, Esben, Pernille og Torben. De har hver især betydet meget for mig. En særlig tak til Lars, som har stået på sidelinjen ved mange konkurrencer og anledninger de seneste to år. Mine kolleger og min mester, Jan Boe Pedersen, skal naturligvis også have en tak – for plads, udviklingsmuligheder og den viden, der er givet videre. Mine forældre, resten af familien og vennerne støtter hele tiden i baggrunden. Det er uvurderligt. Det beskyttelsesnet, min mor Maiken Kirkegaard og far Dennis Schier har kastet under mig, betyder, at jeg tør tage chancer for at forfølge mine drømme.”
Kort og godt
- Fulde navn: Julie Victoria Schier Kirkegaard.
- Alder: 23 år (juni 2023).
- Profession: Bager (håndværksbager).
- Uddannelse: Bager, skole = Uddannelsescenter Holstebro, læreplads = Bageriet Løgten og Hornslet / består formentlig og forhåbentlig bagersvendeprøven i november 2023.
- Instagram-handle: @julieguf (privat) / @bagerjulie_skillslandsholdet23 (professionelt).
- Kælenavne blandt venner: Julle, Mulle og Guf.
- Største fritidsinteresser (foruden brød og kager): Teater og musik. Har spillet på amatørteatret i Grenaa siden 2018. Seneste opførelse er Alice i Eventyrland (med Julie i rollen som netop Alice). Derudover talentfuld med diverse musikinstrumenter og som sanger.
4. Når du forsøger at overbevise andre unge mennesker, bekendtskaber og venner om at søge ’vores vej’, hvad slår du så på?
“Jeg slår som regel på det kreative aspekt – altså det der med, at man kan kreere så meget i bagerfaget. Der er i hvert fald ingen begrænsninger, når det kommer til at udforske udtryk samt smagskombinationer. Jeg prøver også – på en sjov måde – at forklare, at man føler sig lidt særlig, nu når man er vågen og arbejder, mens den almindelige dansker sover. At kunne servere et lunt brød og tilbyde et lækkert wienerbrød er lidt ligesom at have forberedt en gave til nogle, man holder af.”
5. Hvilke tre bager/konditor-redskaber er favoritterne?
“Ovnen! Og et sporejern – det er Guds gave til bagerne. Vi sparer rigtig meget tid, når vi har den ved hånden. Dejskrabere/dejdelere må man ej heller undervurdere. De kan simpelthen bruges til alt.”
6. Hvornår – og i hvilken anledning – har du hidtil haft den vildeste oplevelse i vores fag?
“DM i Skills 2022. Hele optakten, udførelsen og resultatet forbløffer mig stadig. Jeg kom kun med på grund af et sent afbud, der indtraf fem uger før, konkurrencen startede. Jeg begyndte så med at forberede mig intenst. Jeg vidste jo samtidig, at mine konkurrenter var længere i deres respektive uddannelser end mig. Forventningerne lå et lille sted – og uanset hvad: Jeg skulle bare have en fed oplevelse. I løbet af de første konkurrencedage slog det mig, at det ikke ville være umuligt at komme i top-3. At det så lykkedes at vinde med få point ned til nummer to, det slog benene væk under mig. Præmieceremonien var en ud-af-kroppen-oplevelse, som stadig giver gåsehud at tænke tilbage på. Det bibragte selvsagt et skud selvtillid mere, da jeg genvandt Skills-titlen i Fredericia i 2023.”