Med et liv i bagerbranchen som ballast var Kristian Andersen aldrig i tvivl: Det er svært at forestille sig at have en bagerforretning uden at være medlem af BKD. Længere er den ikke.
Ja, hvis vi skal være helt præcise, burde vi snarere sige velkommen tilbage, for bagermester Kristian Andersen har været forbi BKD før.
”Jeg har været i bagerbranchen hele mit liv,” siger Kristian og fortsætter:
”Og det samme gælder faktisk for hele min familie, lige siden min oldefar P.A. Andersen åbnede sit bageri i 1899. Siden dengang har både min farfar, min far og jeg kørt virksomheden videre.”
Men sidste år var det slut, da en investorgruppe overtog driften. Det dvæler Kristian ikke længe ved, for som han siger:
”Jeg var overhovedet ikke færdig med branchen.”
Tilbage til Horsens
For et par måneder siden blev den gamle, velrenommerede bagerforretning Medaljon i Horsens sat til salg.
”Jeg har kommet meget i Horsens gennem de seneste 20 år, og jeg har altid været begejstret for Medaljon. De har et virkelig godt ry i byen, så der er noget at leve op til,” siger Kristian og uddyber:
”Det er en flot butik med et stort udvalg i høj kvalitet. Jeg kommer til at skære sortimentet lidt til, men jeg kommer ikke til at gå på kompromis med den høje kvalitet. Den vil jeg videreføre, og jeg ved, at det er det, de faste kunder vil have og forventer.”
BKD er nødvendig
Med et liv i bagerbranchen som ballast var Kristian Andersen aldrig i tvivl: Det er utænkeligt at have en bagerforretning uden at være medlem af BKD. Længere er den ikke.
”BKD er en organisation, der støtter og hjælper både store og små. De har alle de rigtige redskaber på hylden: en egenkontrol, jeg ikke ville undvære, hjælp til jura og overenskomster, god information om, hvad der kommer fra Fødevarestyrelsen, nye love og alt muligt andet. For en bager er livet simpelthen for kort til at skulle holde rede på alt det. Så det gør BKD, og de gør det godt.”
Medaljon by Andersen åbner mandag den 2. december
Den 2. december går det så løs. Medaljon har fået by Andersen med i navnet, og Kristian er klar til at slå dørene op.
Men Medaljon har allerede været lidt i gang. Kristian besluttede nemlig at lave en generalprøve og gennemføre en egentlig prøveproduktion. Alle de velsmagende håndværksprodukter kunne de (fremtidige?) kunder den 16.-17. november hente gratis mellem klokken 9 og 11 ved bageriet.
Det var der næsten 800, der valgte at gøre. Lokalavisen Horsens Posten skrev, at nogle af de forreste i køen var Ulla og Lars Holze fra Horsens. Ægteparret stod allerede klar på Smedegade ved 8-tiden lørdag morgen trods det halvvåde vejr.
”Vi er bare glade for, at Medaljon åbner igen. Det var jo virkelig god kvalitet, det, som de lavede før, og det er dejligt, at de nye ejere har valgt at fortsætte med samme koncept og udvalg,” siger Ulla Holze.
Vil du vide mere om medlemskab af BKD?
Vi har samlet alle de væsentligste informationer om, hvordan du bliver medlem og hvad du får ud af det her: Bliv medlem af BKD