
Hvordan står det egentlig til med trivsel og mental sundhed, altså det psykiske arbejdsmiljø, i bager- og konditorbranchen? Ja det behøver vi snart ikke længere at diskutere eller gætte på. Det har vi nemlig sat os for at finde svaret på.
Projekt ”Arbejdsmiljø der går som varmt brød”
En stribe af BKDs medlemsvirksomheder har sagt ja til at deltage i det nye, store nationale projekt ”Arbejdsmiljø der går som varmt brød”. Projektet skal at sætte ekstra fokus på trivsel og mental sundhed i bager- og konditorbranchen. Og i BKD siger vi tak til de virksomheder, der er med 😊
Når det skal gøres ordentligt, tager det tid
Vi forventer, at projektet er afsluttet i juni 2027. Det lyder måske som lang tid, men når man tænker på, at det endelige resultat bliver en grundig kortlægning af vores branches arbejdsmiljø, så er det måske alligevel ikke så lang tid.
Projektet gennemføres i tæt samarbejde med en række medlemsvirksomheder fra hele landet. Det er opbygget i fire faser, som tilsammen skal sikre, at der udvikles redskaber, som matcher branchens hverdag – og altså kan bruges i hverdagen.
De fire faser er:
- En indledende kortlægning, der giver et samlet billede af branchens rammer og behov
- Udvikling af konkrete redskaber i samarbejde med et udsnit af de deltagende virksomheder
- Afprøvning og videreudvikling gennem tværgående erfaringsgrupper
- Afslutningsvis samles erfaringerne i et redskabskatalog, som bliver stillet til rådighed for alle i branchen.
Hvad er formålet?
Målet med projektet er at understøtte en arbejdskultur i vores branche med høj trivsel og gode rammer for både ledere og medarbejdere.
Det skal ske gennem reel viden om hvordan det egentlig står til med trivsel og mental sundhed i bager- og konditorbranchen og resultere i en række redskaber, som bygger på den viden, og som kan bruges i bageriets hverdag.

Tak til Velliv Foreningen
”Arbejdsmiljø der går som varmt brød” er et vigtigt, men også stort, projekt, så stort, at det ikke er noget, vi kan løfte alene i BKD.
Derfor er vi rigtig glade for at dele, at projektet har modtaget støtte fra Velliv Foreningen.
Det forberedende arbejde har stået på længe, men med støtten fra Velliv Foreningen kan projektet altså nu sættes i gang. Fra BKD sender vi en stor tak til Velliv Foreningen for opbakningen.
Tak til de medvirkende virksomheder
Hvis projektet skal gå, som vi håber, og reelt afspejle branchens arbejdsmiljø, ja så kræver det en indsats fra en række medlemsvirksomheder. Derfor er vi rigtig glade for, at følgende medlemsvirksomheder har sagt ja til at kaste både tid og penge ind i at deltage som case-virksomheder:
- Andersen Bakery – København S
- Bageriet Nørgaard – Karup/Ikast
- Brenderup Bageri – Brenderup
- Byens Brødhus ApS – Sønderborg
- Farumhus – Farum/Herlev mm
- Hvide Sande Bageri – Hvide Sande
- Karise Bageri – Karise
- Lunderskov Bageri – Lunderskov
- Pompei Ribe ApS – Ribe
- Schweizerbageriet ApS – Aarhus
- Sevel Bageri – Vinderup
- Spottag Bakery ApS – Aarhus
- Stjernebageren – Odense
- Tanken og Bageri Stige ApS – Stige mv
Tak for det 😊
Carelink Gruppen er vores samarbejdspartner
Projektets budgetramme er på 2,2 millioner kroner, så det er et seriøst projekt. Derfor har vi valgt at samarbejde med det professionelle og specialiserede arbejdsmiljø-konsulenthus, Carelink Gruppen, om at være projektdrivende.
Det bliver så godt
Vi har store forventninger projektet. Både til kortlægningen, men måske især til det branchespecifikke katalog af mulige fokusområder med tilhørende redskaber og virkemidler, som bliver det konkrete, fremadrettede og værdiskabende udbytte af projektet, som forventes afsluttet juni 2027.
Om Velliv Foreningen
Velliv Foreningen er en demokratisk drevet forening, der uddeler overskuddet fra ejerskabet af Velliv og egne investeringer, i form af kontant bonus til medlemmer og støtte til projekter, der styrker den mentale sundhed i arbejdslivet.
Besøg Vellivs hjemmeside: https://www.vellivforeningen.dk/
Om Carelink Gruppen
Carelink Gruppen er Danmarks største danskejede velfærdskoncern. Vi arbejder for at skabe bedre velfærd for mennesker i alle livssituationer – med løsninger, der forbinder social- og familieområdet, sundhed og pleje, job og trivsel, vikarservice, digitalisering, analyse og udvikling.
Besøg Carelink Gruppens hjemmeside: https://www.vellivforeningen.dk/




