
PRESSEMEDDELELSE: Nye tal viser markant fremgang i bager- og konditorbranchens økonomi. Det bør få bankerne til at revurdere deres restriktive tilgang til finansiering af unge iværksættere, generationsskifter m.m.
Bagerbranchen er solid
Ifølge Danmarks Statistik er den gennemsnitlige soliditetsgrad steget fra 11 procent i 2012 til 32 procent i 2022. Virksomhederne finansierer nu i højere grad sig selv og har reduceret afhængigheden af fremmedkapital markant. I gennemsnit udgør gæld nu under 70 % af finansieringen, hvilket øger branchens robusthed.
”Branchen har bevist, at solid økonomistyring og innovation betaler sig. Det er på tide, at bankerne anerkender denne udvikling og genovervejer deres ofte lidt for automatiserede afslag til unge iværksættere,” siger Henrik Mühlendorph, adm. direktør i BKD (Bager- og Konditormestre i Danmark).
En branche i vækst
Fremgangen skyldes blandt andet stærkere økonomistyring, øget omsætning og større grad af egenfinansiering. Kombinationen af disse elementer betyder, at bager- og konditorforretninger i dag er langt bedre rustet til at modstå økonomiske udsving.
”Unge iværksættere er fremtiden for vores branche, men vi må give dem de rigtige redskaber. Det inkluderer adgang til finansiering. Med den soliditetsgrad, vi ser i dag, er risikoen markant reduceret for bankerne. Derfor bør det være mere attraktivt at investere i nye talenter med stor virkelyst,” fortsætter Henrik Mühlendorph.
Opfordring til handling
BKD opfordrer bankerne til at tage branchens økonomiske udvikling alvorligt. Med bedre adgang til finansiering kan flere unge iværksættere bidrage til branchens vækst og sikre fortsat fremgang i en solid og stabil sektor.
Yderligere information
Adm. direktør Henrik Mühlendorph
BKD
Mobil: 22 66 96 44
Mail: hm@bkd.dk