Danmarks Bedste Brød & Kager 2023 spistes af stablen onsdag den 8. november i Odense på cookery, der til daglig er træningshjemmebane for bl.a. konditor- og bagerlandsholdene. De to dommertrioer smagte sig himmelsk igennem godt 100 produkter fordelt på fire kategorier. 37 virksomheder stillede op.

Tak for deltagelse, tak til sponsorerne, tak til Dansk Gastronomisk Union for lån af lokaler. Tak for en forrygende branchekommen. Og tillykke til ikke mindst vinderne.

Fødevarechef i BKD samt Danmarks Bedste Brød & Kager 2023-projektleder, Henrik Jellev Madsen, er glad på bagkant.

”Sublimt håndværk tilsat rette kreativitet er vejen frem. En konkurrence er et simpelt og suverænt koncept, der i sin helhed reklamerer for vores fag. Foruden at have afviklet en uovertruffen branchekomsammen i Odense håber vi, at især de bagerier/konditorier, som endte i top-3, sætter turbo på kommercielle succeser frem mod jule- og nytårssalget. Alt, hvad der er blevet produktudviklet i denne konkurrence-anledning, fortjener bred anerkendelse,” siger Henrik Jellev Madsen.

Kristian Stjernholm fra Kornbageren i hjertet af Fyn stillede op i samtlige kategorier (rugbrød, specialbrød, kransekage og småkage). At Kristian Stjernholm vandt med sit familierugbrød, væltede – næsten – den ellers jordbundne bagermester omkuld.

”Det er stort – det havde jeg ikke lige set komme, selvom det var rugbrødskategorien, jeg satsede mest på. Nu skal vi producere familierugbrød en masse og have et klart fokus på dette resten af året. Det er helt sikkert,” siger Kristian Stjernholm.

TOP-3 x 4 (se top-10 og samtlige top-10-opskrifter her)

Danmarks Bedste Rugbrød 2023 (sponsor = Valsemøllen)

  1. Kornbageren, Odense (Kristian Stjernholm)
  2. Nysted Bageri (Andreas Jürs)
  3. Erik Bageri, København (Erik Ellitsgaard)

Kort om nummer 1:

Navn: Familierugbrød.

Kristians tanker bag: Groft, maltet brød, der skal kunne nydes til hverdag.

Kodeord: Knækket rug, salt, Sapore Othello, solsikkekerner, hvedemel, rugmel, rugsigtemel, rugbrødsmalt, gær, vand.

Pynt: Solsikke og sesam.

Danmarks Bedste Specialbrød 2023 (sponsor = IREKS)

  1. Pompei, Ribe (Sine Asmussen)
  2. Pabst Bakery, Maribo (Marc Pabst)
  3. Michael H Konditoriet, Gentofte (Michael Hjort)

Kort om nummer 1:

Navn: Farmerbrød.

Sines tanker bag: Jeg har været en del gange i Thylejren, hvor man bruger hamp til brød og andet. Hvilket inspirerede. Jeg producerede også et brød til min svendeprøve, og Farmerbrød er en videreudvikling af dette.

Kodeord: Æblemost, poppet durum, hvedemel, gl. surdej, Tipo 00, fuldkornshvede, gær, salt, S500, æblesurdej, lys malt, iblødsætning, hampfrø, vand.

Pynt: Rugsigtemel.

Danmarks Bedste Kransekage 2023 (sponsor = Odense)

  1. Taffelbay, Hellerup (Rondja Maluna Sommer)
  2. Andersen Bakery, København (Anne Sigvardsen)
  3. La Glace, København (Mette Sophie Olsen)

Kort om nummer 1:

Navn: Den med nougat.

Rondjas tanker bag: Jeg elsker kransekage med nougat – og giver det hele et pift. Jeg har valgt at bruge passionsfrugt, da det er en smag, mange kan forholde sig til, og så giver det kagen noget syrlighed. Kagens udseende er tankerne bag en kransekagetop, men da flere ikke skal bruge en hel top, har jeg forkortet den ned til en portionskage.

Kodeord: Kranse XX, sukker, honning, hvider, piskefløde, passionsfrugt-puré, sukker, havsalt, smør, kransekagemasse, Callebaut 811, tørrede morgenfrue, rosenblade, kornblomst, safran, flormelis, sprøjteklar nougat, karamel.

Pynt: Chokolade og tørrede blomster.

Danmarks Bedste Småkage 2023 (sponsor = Dragsbæk)

  1. Seest Bageri (Heidi Olsen)
  2. La Glace, København (Alejandro Estruch Gonzalez)
  3. Taffelbay, Hellerup (Rondja Maluna Sommer)

Kort om nummer 1:

Navn: Indian småkage.

Heidis tanker bag: En småkage med nogle indiske og varme krydderier her til juletiden.

Kodeord: Sukker, brun farin, smør, æg, hvedemel, bagepulver, natron, vaniljesukker, salt, citronskal, hakkede hasselnødder, cayennepeber, kardemomme.

Bagning: 200 grader i ca. ti minutter.

B1: Alle gode fagkonkurrencer i vores branche starter med indlevering af kvalitetsprodukter til tiden.

B2: Koncentration og styr på protokoller ved et af indleveringsbordene.

B3: Sublime småkager og kransekage var der rigeligt af.

B4: Specialbrød mv. blev flot sat op til offentligt skue.

B5: Dommerpanelet i brødkategorierne bestod af Ole Troelsø (gastronomiredaktør på Børsen), Erik Olsen (Valsemøllen) og Andy Dahl (IREKS). Vægtning = smag: 60 procent, krumme og skorpe: 20 procent, kreativitet og udseende: 20 procent.

B6: Kagebedømmelse, vægtning = smag: 60 procent, udseende: 20 procent, kreativitet: 20 procent. Dommerne gav point fra et til ti inden for hvert af de tre bedømmelseskriterier, og i sammentællingen vægtedes efter netop procentfordeling.

B7: Konkurrence-sponsorerne Valsemøllen, Dragsbæk, IREKS og Odense havde naturligvis stande på cookery i Odense. Tak for jer.

B8: De fire gladeste vindere: Rondja Maluna Sommer (Taffelbay), Sine Asmussen (Pompei), Kristian Stjernholm (Kornbageren) og Heidi Olsen (Seest Bageri).

B9: Bager- og konditorlandsholdene var repræsenteret og fremviste skills. Her er det teammanager for bagerlandsholdet, Jesper Widding Damkjær, i en af mange samtaler. Bag ham ses et lille udsnit af elever fra fagskolerne. De ankom til Odense efter stærkt samspil med Københavns Bagerlaug.

B10: Uden lidt kød går det sjældent, når der er dømt fagkonkurrencer og branchekomsammen i en hel dag. Alle gæster/medlemmer havde samtidig rig lejlighed til at blive klogere og få samtaler med BKD’s strategiske samarbejdspartnere: FPR Forsikringsmægler A/S, ProLøn, Nets og Beierholm.

B11: Ren klasse – rugbrød en masse.

B12: Kultursociolog Emilia van Hauen gjorde os klogere på, hvordan de unge skal tilknyttes – ikke fastholdes. På foredraget blev der givet råd om, hvorledes det er muligt at bygge bro over evt. generationskløfter på arbejdspladsen/i produktionen mv. Relevante guldkorn serveredes gelinde for lærlinge, svende og mestre.

B13: Tak til alle frivillige Kold College-hjælpere på dagen. Her flankeret af BKD-formand John Jønsson.

B14: Dommerpanelet i kagekategorierne bestod af Hasse Frimodt (MigogOdense), Maria Myhre-Mikkelsen (Odense) og Kristian Christensen (Dragsbæk).

B15: Fødevarechef i BKD og Danmarks Bedste Brød & Kager-projektleder, Henrik Jellev Madsen, styrede slagets gang.