Kom med rundt i landet til BKDs medlemmer, og se, hvordan godt håndværk forvandler wienerbrødsdej, creme, flødeskum, glasur og alle mulige forskellige smage til fastelavnsboller, der hvert år bliver revet ned fra hylderne.
Vi starter på Bornholm:
Fastelavnsboller hos KonditorBager i Rønne

Hos Christina Møller og KonditorBager Bornholm i Rønne, er fastelavn andet og mere end fastelavnsboller. Det er for eksempel også tegnekonkurrencer for børnene, der får hængt deres værker op i butikken og kan vinde lækkerier fra bageren. Men det er altså også fastelavnsboller af en kvalitet og til en pris, som bliver revet væk af kunderne.
Hvilke forventninger har I til salget i år?
“Det bliver godt. Fastelavn ligger jo lidt sent i år, så på den måde ligger det også lidt længere væk fra folks nytårsforsætter om vægt og motion. Der er en god chance for, at de er glemt, når fastelavnsbollerne kommer på hylderne.”
Hvilke fastelavnsboller laver Konditor Bager Bornholm?
“Vi laver selvfølgelig de helt traditionelle i wienerbrødsdej. Dem laver vi i 10 forskellige varianter – både med og uden flødeskum. Og så har vi også nogle nye varianter, for eksempel med fromage, og naturligvis også svenske semlor med kardemomme. Dem elsker vi her på Bornholm.”
Hvordan er udviklingen i salget gennem de senere år?
“Vi kan jo se, at vi sælger flere fastelavnsboller, end vi sælger almindelige flødekager i andre måneder. Men vi kan også se, at al den medieomtale, fastelavnsbollerne får, gør, at salget stiger år for år.”
Fastelavnsboller hos Seest Bageri

Hos bagermester Claus Toft Hansen og hans fire butikker i Seest Bageri er der, ligesom hos alle andre bagere, fastelavnsboller på menuen. Wienerbrødsdej, flødeskum, glasur og alt det andet, der sammen med godt håndværk giver de lækre fastelavnsboller. Men så er der altså lige en ekstra ingrediens. En, som kun Seest Bageri kan komme i fastelavnsbollerne.
Hvilke forventninger har I til salget i år?
“Det bliver det samme som sidste år – altså godt. Og så måske alligevel lidt bedre. For der er jo fuld gang i håndbolden, og håndbold, hygge og fastelavnsboller rimer bare rigtig godt. Så måske faktisk lidt bedre.”
Gør I noget særligt ud af fastelavn?
“Vi tænker meget over madspild; det er simpelthen for ærgerligt at skulle smide en masse brød og kager ud, når butikken lukker. Derfor er vi gået væk fra flerstykspriser i år. Til gengæld sælger vi så Too Good To Go Fastelavnsbolle-posen. I går solgte vi fem poser på 20 minutter.”
Hvilke fastelavnsboller laver Seest Bageri?
“Vi laver selvfølgelig den klassiske, kun med fløde og creme, og så forskellige varianter med hindbær, sveske, jordbær/rabarber og nougat. Men derudover har vi vores helt egen. Vi bruger nemlig Danmarks Bedste Romkugle 2022, som vi knuser og kommer i cremen sammen med saltkaramel. De er ret populære.”
Hvordan er udviklingen i salget gennem de senere år?
“Det har jo været stigende siden corona, hvor nogle dygtige københavnske bagerier for alvor fik startet hypen. Jeg tror, vi har nået toppen nu. Men vi bliver her. Det er den nye standard.”
På en skala fra 1 – 5, hvor stort er fastelavnsbolle-hypen så hos jer?
“Arh, på godt jysk vil jeg sige en god 3’er.”
Fastelavnsboller hos Præstø Bagværk

For Michelle Petersen og Præstø Bagværk er dette det første fastelavnsbolle-år og forventningerne til det har været sådan lidt… afdæmpede. Det er de ikke mere. Vi har talt med Michelle om, hvordan godt håndværk, gode produkter og gode salgstal, alt sammen kan samles i en fastelavnsbolle.
Hvilke fastelavnsboller laver Præstø Bagværk?
“Vi laver selvfølgelig de helt traditionelle fastelavnsboller, men vores kunder er modige, og det er vi også! Derfor laver vi også åbne boller i wienerdej med forskellige smage – fx hvid chokolade, sveske, hindbær og andre lækre varianter. Og selvfølgelig med en rigtig god flødeskum.”
Hvordan har salget udviklet sig gennem de senere år?
“Det er mit første år med fastelavnsboller som bager, og hold nu op! Man kan virkelig mærke, at fastelavnsboller er blevet hypet. Det gør mig faktisk glad, for jeg tror, det skyldes, at branchen virkelig har løftet kvaliteten. En fastelavnsbolle er ikke længere ‘bare’ en fastelavnsbolle – det er blevet et stykke bagværk af høj kvalitet, som dygtige bagere virkelig udfolder sig med. Og kunderne elsker det!”
Hvilke forventninger har I til salget i år?
”Det bliver stort. Faktisk er jeg allerede blevet overrasket. Her i weekenden fik vi udsolgt af fastelavnsboller, og så er der simpelthen folk, der går igen. For de skulle ikke have andet end fastelavnsboller.”
På en skala fra 1-5, hvor stor er fastelavnsbolle-hypen så hos jer?
“Havde du spurgt for et par måneder siden, ville jeg have sagt 2-3, men nu er jeg ikke i tvivl om, at vi lander på en solid 4.”
Fastelavnsboller hos S.Brød

Markedsføring er svært, også når det gælder fastelavnsboller. Men heldigvis har indehaver Susanne Andersen og bageriet S.Brød i Hørning mellem Skanderborg og Århus, noget der er mindst lige så godt: Tilfredse kunder der siger det videre.
Gør I noget særligt ud af fastelavn?
”Vi gør lidt mere ud af markedsføringen på gaden og Facebook. Men det der tæller mest, er, at vi selv laver alle kompotter helt fra bunden, som vi så blander i markedets bedste konditorcreme. Det er godt gammeldags håndværk, hjemmelavede ting der tager tid, men det er det værd. Det siger vores kunder i hvert fald.”
Laver i ”kun” traditionelle fastelavnsboller?
”Ja, hvis du mener wienerbrødsdej med flødeskum, creme og glasur, så ja. Men vi har mange varianter, fyldt med forskellige cremer, som vi selv laver fra bunden”.
Hvilke forventninger har I til salget af fastelavnsboller i år?
”Hvis det kan blive som sidste år, er vi glade. Og det tror jeg godt, det kan. Vi er ikke i den dyre ende. Sidste år var jeg i Århus på café og fik en fastelavnsbolle, der kostede cirka det dobbelte af, hvad vi tager her i Hørning. Ok, den var altså også god, men de priser kan det slet ikke bære herude. Til gengæld sælger vi virkelig mange”.
På en skala fra 1 – 5, hvor stort er fastelavnsbolle-hypen så hos jer?
”Det ligger på en god 3’er. Og med det mener jeg, at vi ikke har kunder, der står i kø, for vores butik er så tilpas stor, at der er plads til alle”.
Der vil løbende komme nye fastelavnsbollehistorier fra BKD medlemmer i hele landet til i denne artikel.